Lufthavnen, der blev etableret i 1971, ligger i 2800 meters højde i Himalaya syd for Mount Everest.

Den er meget benyttet af bl.a. trekkere og bjergbestigere, der skal videre op til Khumbu, Mount Everest-regionen og den omkringliggende Mount Everest Nationalpark (nationalparken har status som UNESCO verdensarvområde).

Der er flere daglige flyforbindelser mellem Tenzing-Hillary Airport og Tribhuvan International Airport i Kathmandu, men hver flyvning er meget afhængig af vejrforholdene.
Mange flyvninger foregår derfor tidligt på dagen inden en eventuel dis lægger sig over dele af området og inden evt. vind gør flyvning og landing i Lukla vanskelig.
Antallet af afgange varierer i forhold til årstiden og det aktuelle behov, men i højsæsonen kan der være op til omkring 15 daglige ankomster og tilsvarende 15 daglige afgange.

Landingsbanen er speciel, den er både meget kort (475 meter) og stejl, og ligger i bogstaveligste forstand på en skrå hylde eller klippeafsats op mod bjergene.

Billeder fra Tenzing-Hillary Airport
For enden af start- og landingsbanen falder skråningen stejlt med omkring 700 m mod den nedenfor liggende dal. Lufthavnen er derfor kun anvendelig til helikoptere samt fly med evner til at lande og starte på sådanne meget korte landingsbaner (de såkaldte STOL-fly, som eksempelvis den populære 19 personers Twin Otter.

Landingsbanen er nu asfalteret, men da vi benyttede lufthavnen i 1990 og i 1993 var det en hullet og stenet jordbane med enkelte græstotter, men den betegnes fortsat som en af verdens sværeste lufthavne at lande i og starte fra.

Lufthavnen hed oprindeligt Lukla Airport, men blev i 2008 opkaldt efter de to mænd, der som de første besteg Mount Everest, nemlig sherpaen Tenzing Norgay og den da netop afdøde newzealænder Sir Edmund Hillary (som døde den 11. januar 2008).

Ruten mellem Kathmandu og Lukla beflyves af bl.a. flyselskaberne Nepal Airlines, Yeti Airlines og Agni Air.

Video fra Tenzing-Hillary Airport