Gammelby's hjemmeside

Rejsebrev fra Nepal

Den 30-10-90 mødtes vi i lufthavnen i Kastrup; Ole, Kaj, Sanne, Ulla, Ejner og undertegnede (Arne). Endelig skulle vi af sted. Turen til Nepal gik via Karachi i Pakistan med PIA. Det gik uden problemer. Vi fik god mad og i den 9 timers ventetid der var i Karachi, fik vi et dobbeltværelse med air-condition, så vi kunne få sovet lidt.
Bjerge

Så var det tilbage til lufthavnen og få checket ind til Kathmandu. I flyet kunne vi se at vi skulle til et bjergrigt land. Mange havde allerede store vandre- og klatrestøvler på, da de steg på flyet i ca. 30 graders varme!
I ankomsthallen i Kathmandu var vi bekymrede for vores bagage. Nogle havde set den køre rundt på et transportbånd i Karachi lufthavn, så der blev åbenbart ikke passet særligt godt på den. Langt om længe fik vi dog vores bagage og kunne gå igennem toldkontrollen.
Udenfor var der et virvar af mennesker, der prøvede at kapre kunder til netop deres taxi eller hotel. Det var kun nødvendigt at gå få skridt, så havde man allerede flere tilbud. Ejner, som havde været i Nepal 2 gange før, ledte os igennem virvaret og vi fandt en lufthavnsbus der kørte ind til centrum. I bussen fik vi igen tilbudt forskellige hoteller og vi valgt Lhasa Guest House, som så godt ud på brochuren og som lå centralt.
Så gik det ellers ind imod byen til Thamel området, hvor de fleste rygsæksturister bor. I Nepal holder man ikke tilbage, det er bare hornet i bund, så der er hele tiden en fantastisk larm. På hotellet indlogerede vi os i 2 3-sengsrum (8$ pr. værelse), indtil vi skulle ud at trekke.

Kathmandu er en virkelig interessant by. Der er byområder, der ser ud som om de er fra middelalderen. De små gader er fyldt med handlende, der prøver at sælge tøj, grønsager, kunsthåndværk, krydderier, souveniers, tæpper og fødevarer. Kødet ligger i det fri og fluerne står i sværm omkring det. Man bliver lynhurtigt vegetar efter det syn. Man bliver hele tiden overrasket af nye ting: en tibetansk munk, skaldet og svøbt i orange klæder, barfodede mænd og kvinder, der bærer varer i kurve, som de løfter i stropper, de bærer på hovedet, unge mænd i nyeste mode med solbriller og walkman, krøblinge sidder og tigger, køer går rundt og spiser af affaldet, hunde ligger og sover midt på gaden i solen, en fløjtesælger der går rundt og spiller på fløjte, alle mulige slags templer og så får man hele tiden tilbud om at veksle penge og købe hash. Alle taler lidt engelsk, vejret har været godt og alt er utroligt billigt. Det er en god by at holde ferie i.


Markedsplads	Swayambhunath

Men vi skulle jo på trekking. Først skal man have et trekking permit. Det ansøger man om på Immigrationskontoret. Da vi kom, havde der lige været 2 helligdage, så der var en lang kø. Først skulle vi veksle 10$ pr. dag vi ville på trekking og derefter skulle vi over i en anden kø for at ansøge om trekking permit. Når man så langt om længe (1 1/2 time) kommer frem til lugen, afleverer man ansøgningsskemaet, pas og bevis for at man har vekslet penge. Derefter skulle vi betale for at få visum og for at få lov til at trekke i Annapurna området, ialt ca. kr. 140,-.
Papirerne kunne vi hente efter 1 time. I ventetiden gik jeg hen til en trekking forretning og lejede en dunsovepose og en dunjakke. De havde lige hvad jeg skulle bruge. Det kostede ialt kr. 3,- pr. dag, så det kan ikke betale sig at tage noget med hjemmefra.
Så manglede vi blot en busbillet til Dumre, hvorfra vores tur skulle starte. Ejner prøvede først at få hotellet til at ordne en billet til os, men vi fik først 6 pladser i bussen, da han kontaktede en af de utallige rejseagenter, der er her i Kathmandu.
Om aftenen var vi ude at spise og sandelig om man ikke kan få Guld Tuborg her. Og så i store 650 ml. flasker. Vi gav ca. kr. 13,- pr. stk. Det var omtrent det samme som maden kostede. Det var bare skønt at få en Tuborg efter en varm og travl dag.

Den 4-10-90 skulle vi afsted. Vi stod op kl. 6.00, fik lidt vand i hovedet og skyndte os ned til stedet, hvor busserne skulle køre fra. Der var allerede mange der ventede. Der kom nogle busser, men vi måtte vente en time før vores dukkede op. Rygsækkene blev læsset op på taget og efter endnu en halv time kom vi endelig afsted.
Det viste sig at blive en 9 timers bustur i en stegende varm bus, hvor støvet hvirvlede ind og vi bumpede op og ned i sæderne pga. den hullede vej. Da vi kom til Dumre (ca. 130 km fra Kathmandu) var vi fuldstændig smadrede, svedige og møgbeskidte, så vi fandt et hotel. Dvs. et sted hvor de havde et rum, hvor der var presset 6 senge ind og badning foregik nede ved det fælles vaskested ved floden. Og fra nu af var der kun stå-lokummer. Der var dog elekticitet, som et af de få steder på turen. Der var kun en ret at vælge imellem: Dhaal Baaht, ris med lidt kogte grønsager og en tynd stærk sovs. De fleste nepalesere lever ikke af andet. Det smagte nu ganske godt.

Fra Dumre startede så vores tur rundt om Annapurna-bjergkæden og op til Annapurna Base Camp. Vi startede nede i lavlandet i stegende hede Efterhånden som vi kom op i bjergene blev det koldere. Over 3500 m.o.h. var der nattefrost.

Dagene startede med at vi vågnede ved 6 - 6.30 tiden, når det blev lyst. Så pakkede vi vores soveposer og liggeunderlag sammen og gik ned for at bestille morgenmad. Det var sjældent at vi blev vaskede, enten var der ikke noget vand eller også var der for koldt til at vaske sig. Der var dog nogle steder med hot shower og 2 steder badede vi i varme kilder. Morgenmaden bestod for det meste af ugæret brød, stegt på en pande. Dertil kunne man få honning, syltetøj, eller omelet. Nogle gange fik vi mysli med varm mælk eller havregrød.
Efter morgenmaden pakkede vi færdigt og var for det meste klar til at gå ved 8-tiden. Vi holdt hvil undervejs ved de te-huse vi passerede og fik en kop almindelig te eller lemon te. Ved middagstid stoppede vi ved en lodge (et slags hotel). Her skal man virkelig tage sig god tid. Det tog tit op til 2 timer fra vi kom, fik bestilt mad, sad og ventede på maden og endelig fik spist. Vi bestilte for det meste en suppe og en hovedret med enten ris, nudler eller kartofler. Man kan vælge udfra et spisekort som turistministereriet har udarbejdet. Der var blot ikke ens opfattelse af hvad de enkelte retter bestod af, så vi blev nogle gange noget overraskede over hvad der blev serveret


Køkken	Velfortjent hvil i et guesthouse

Om eftermiddagen gik vi videre indtil kl. 16 - 17, hvor vi nåede dagens bestemmelsessted. På vejen havde mødt portere, der slæbte tunge laster af varer eller udstyr for trekkere. Det var både unge og gamle, kvinder og mænd. De gik meget langsomt under de tunge byrder og holdt tit pauser. Undertiden sad de i grupper og tilberedte dhaal bhaat over små bål.
Det var kun få steder, det var muligt at gå forkert. Man kan se på sporene, hvilke stier der er mest brugt, spørge de indfødte eller andre trekkere om vej.
På lodgene blev vi nogle steder indkvarteret i store rum, hvor vi alle seks kunne sove. Andre steder fik vi dobbeltværelser. Vi fandt ud af at det var uheldigt at få et værelse lige over køkkenet, for røgen trækker lige op igennem loftet. Det var kun nogle få steder at der var en skorsten.

Efter at vi havde spist spillede vi kort, yatzy eller snakkede med de andre trekkere. De havde næsten allesammen været andre steder i Asien, så det var interessant at høre om deres oplevelser. Mellem kl. 20 og 21 gik de fleste i seng. Det havde været en hård dag, hvor stien hele tiden gik op og ned langs bjergsiden.

Efter 25 dage hvor vi havde svedt, frosset, gået uden bad i flere dage (man lugter godt nok af ged ind imellem), haft ondt i fødder og knæ, levet af vegetarmad (der var ikke andet) kom vi endelig rundt om bjerget.
Det havde været en fantastisk oplevelse. Der er en enestående natur i Nepal med de høje sneklædte bjergtinder, de frodige dale, det barske tørre ørkenagtige landskab ved grænsen til Tibet, de dybe dale med de brusende floder og de fantastiske solnedgange, der farver bjerge og himmel røde.
Men det var også skønt at komme tilbage til civilisationen og få noget ordentligt mad igen.

Derefter gik turen op til Mt. Everest, men det er en anden historie.